Rambouillet

Rambouillet er en stor fårerace, der holdes for både fin uld og kød. Racen stammer fra spanske merinofår og blev udviklet i Frankrig, hvor den fik en større ramme og en mere åben, ydedygtig uld end sine forfædre. I dag hører den til blandt de mest udbredte finuldsfår i kommerciel drift i flere lande.

Voksne dyr er kraftigt byggede med dyb bryst og lang krop. Vædderne kan være hornbærende eller kollede, mens fårene som regel er kollede. Racen giver en tæt, hvid uld med fin og jævn krølning, velegnet til beklædningsuld. Huden har ofte folder, selvom avlsarbejde i mange besætninger har mindsket den kraftige rynkedannelse.

Rambouillet er kendt for sit rolige, godmodige temperament og en stærk flokinstinkt. Racen tåler tørt klima, store temperaturudsving og lange afstande på åbne arealer, hvilket gør den til en grundrace inden for ekstensiv fårehold.

Hvem racen passer til

Rambouillet passer til fåreholdere, der ønsker fin uld sammen med et brugbart kødudbytte, især på store eller tørre arealer. Racens hårdførhed og flokadfærd egner sig til drift på åbne græsgange, og det rolige temperament gør den daglige håndtering ligetil. Racen kræver årlig klipning samt løbende pasning af parasitter og klove, så den passer bedre til dem, der er indstillet på vedvarende fårehold, end til dem, der ønsker et vedligeholdelsesfrit dyr på plænen.

Rambouillet fører sin oprindelse tilbage til Spanien, som i århundreder havde næsten monopol på fin merinould og strengt begrænsede eksporten af sine får. I 1786 fik den franske konge Ludvig 16. en flok merinofår fra den spanske krone. Fårene blev bragt til kongegodset Rambouillet sydvest for Paris, som gav racen dens navn.

På Rambouillet blev flokken holdt lukket og avlet under nøje styring gennem flere årtier. Franske avlere udvalgte over tid dyr med større krop, længere stabel og bedre samlet ydeevne end det oprindelige spanske merinofår, samtidig med at den fine uld blev bevaret. Resultatet var en selvstændig stamme snarere end en simpel kopi af moderracen.

Rambouillet-får blev udført i stort omfang i løbet af 1800-tallet. De nåede Tyskland og andre dele af Europa og blev importeret til USA, hvor de blev brugt til at opbygge store flokke på det åbne land i de vestlige stater. Racen fik stor indflydelse på amerikansk finuldsproduktion.

På grund af sin hårdførhed og uldkvalitet er Rambouillet også blevet brugt som grundlag for at udvikle eller forbedre andre fårearacer. Den er fortsat en etableret handelsrace, som holdes af dedikerede avlsforeninger og producenter på åbne arealer.

Rambouillet har en kraftig, firkantet krop med dyb bryst, lang lige ryg og stærke ben, der egner sig til at tilbagelægge lange strækninger. Hoved og ben er fri for lang uld og dækket af hvidt hår, mens kroppen bærer en tæt uldpels. Nogle dyr har hudfolder, især omkring halsen, selvom mange moderne besætninger avles mod en glattere krop. Vædderne kan være hornbærende med kraftige, spiralsnoede horn eller kollede, afhængigt af linjen, og fårene er generelt kollede.

Pels og farver

Ulden er hvid, fin og tæt, med en ensartet krølning, der placerer den i klassen af beklædningsuld. Fiberdiameteren er forholdsvis lille, hvilket giver en blød hånd. Ansigt, ører og ben er dækket af kort, hvidt hår i stedet for uld. Racestandarden foretrækker et rent, hvidt dyr uden mørke fibre i ulden, da farvede fibre nedsætter værdien af fin uld. Den årlige uldvægt er betydelig i forhold til racens størrelse, hvilket afspejler den tætte vækst over hele kroppen.

Rambouillet har et stabilt, jævnt temperament. Racen er rolig og medgørlig ved håndtering og bliver sjældent aggressiv, hvilket gør rutineopgaver som klipning, sortering og behandling lettere end med mere sky får. En stærk flokinstinkt holder gruppen tæt samlet, en fordel på åbne arealer, hvor dyrene skal bevæge sig og græsse som en samlet flok frem for at sprede sig.

Godt håndterede Rambouillet-får er rolige og samarbejdsvillige over for mennesker, men som de fleste får er de byttedyr og bryder sig ikke om at blive trængt op i en krog eller jaget. Over for fremmede er de forsigtige, men ikke panikslagne. De græsser fredeligt sammen med andre husdyr og i blandede flokke. Fårene er opmærksomme mødre og som regel beskyttende over for deres lam uden at være vanskelige at nærme sig.

Racen beskrives også som aktiv og flittig i den forstand, at den vandrer og søger foder godt og tilbagelægger afstand for at finde græsning. Den aktivitet følges af ro snarere end nervøsitet, hvilket er en del af årsagen til, at Rambouillet blev en grundlæggende race til drift på åbne arealer.

Rambouillet er hårdført og tilpasser sig mange forskellige klimaer, men den tætte uld og den store krop stiller særlige krav til pasningen. Den vigtigste enkeltopgave er den årlige klipning. Det løbende arbejde med flokken omfatter desuden overvågning af parasitter, klovpleje og kontrol af huld.

Pelspleje

• Klip ulden én gang om året, som regel om foråret før den varme tid.
• Beskær kløvene efter en fast plan for at forhindre overvækst og halthed.
• Undersøg uld og hud for udvortes parasitter, og behandl efter behov.
• Klip uld af bagpartiet (rendsning) før lamning og i flueperioden for at mindske tilsmudsning og risiko for fluesyge.

Motion

• Sørg for rigelig græsning eller åbent areal; racen er bygget til at vandre og græsse over store afstande.
• Skift græsningsareal, hvor det er muligt, for at bevare foderkvaliteten og mindske parasitbelastningen.
• Giv daglig bevægelsesfrihed frem for tæt indespærring, hvilket passer til racens aktive søgeadfærd.

Miljø

Rambouillet tåler tørre forhold og store temperaturudsving, hvilket er grunden til, at den trives på tørre, åbne arealer. Dyrene skal have adgang til rent vand hele tiden samt ly mod vedvarende regn, blæst og ekstrem varme. Nyklippede får er sårbare over for kulde og har brug for læskure eller indendørs husning, hvis vejret slår om. Sikkert hegn holder flokken samlet og beskytter mod rovdyr.

Rambouillet er primært et græssende dyr og dækker det meste af sit behov gennem godt grovfoder. På god græsning kræver voksne får i vedligeholdsfase ofte ikke meget mere end græs, rent vand og mineraler. Når græsningen aftager, eller om vinteren, bliver hø hovedfoderet, og kraftfoder tilføjes, når energibehovet stiger, som i sen drægtighed, under diegivning og til lam i vækst. Tilpas mængden efter huld frem for et fast tal, da indtaget varierer med foderkvalitet, vejr og dyrets livsfase.

Godbidder og tilskud

Giv en løs fåremineralblanding med lavt kobberindhold, og tilbyd salt frit efter behov. I områder med selenmangel kan tilskud under dyrlægens vejledning forebygge hvid muskelsygdom hos lam. Brug korn og andet kraftfoder som et afmålt tilskud i perioder med højt behov, ikke som fast foder, for at beskytte vommen og huldet.

Rambouillet er generelt robust og klarer sig godt under barske forhold på åbne arealer. Med god pasning kan et sundt dyr leve omkring 10 til 12 år, selvom den produktive avlsperiode som regel er kortere. De fleste sundhedsproblemer i racen er almindelige fårelidelser snarere end racespecifikke fejl, og de reagerer godt på rutinemæssig forebyggelse.

Forebyggende pleje

• Følg et vaccinationsprogram, herunder beskyttelse mod clostridiesygdomme som CDT, efter dyrlægens anbefaling.
• Kør en plan for parasitbekæmpelse baseret på gødningsprøver frem for kun fast kalenderdosering.
• Beskær kløvene jævnligt, og hold opholdsarealer tørre for at begrænse klovsygdomme.
• Giv ly, og undgå træk for nyklippede får.
• Før journal over huld, lamning og behandlinger for hvert enkelt dyr.

Rambouillet når kønsmodenhed inden for det første leveår, selvom mange producenter venter, til fårene er godt udvoksede, før første bedækning. Et markant træk ved racen er en forlænget brunstsæson: Rambouillet-får kan komme i brunst og blive drægtige over en større del af året end mange andre fårearacer, hvilket giver mulighed for mere fleksible lamningsprogrammer, også uden for sæson.

Drægtigheden varer omkring fem måneder, nærmere bestemt 147 til 150 dage. Kuldstørrelsen er som regel et eller to lam; enkeltlam er typisk hos førstegangsfår, mens tvillinger er almindelige hos voksne får under god ernæring. Fårene er gode mødre med rigelig mælk og en beskyttende, opmærksom adfærd over for deres lam.

Lammene er som regel oppe og dier kort efter fødslen. Producenterne holder rene lamningsarealer, sørger for, at hvert lam får råmælk tidligt, og holder øje med nedkøling i koldt vejr. Ernæringen sidst i drægtigheden og under diegivning har direkte betydning for lammenes vitalitet og fårenes huld, så fodringen trappes op i den periode. Avlsudvælgelsen i racen lægger vægt på uldkvalitet, kropsbygning og fravær af kraftige hudfolder sammen med god reproduktionsevne.