Merino

Merinofåret er en uldfårerace udviklet i Spanien, og racen findes i dag i stort set alle større fåreholdende egne af verden. Uldstablen er den fineste, man kender fra nogen almindelig fårerace, med enkeltfibre der er langt tyndere end hos kød- eller tæppeuldstyper. Netop denne finhed er grunden til, at racen i århundreder er blevet avlet, handlet med og beskyttet.

Et merinofår er mellemstort af bygning, og både får og vædre bærer tæt uld over det meste af kroppen. Mange linjer har løse hudfolder, især om halsen, som øger den uldbærende overflade. Racen er hårdfør og trives både på tørt steppeland og på forbedret græsmark, hvilket er en del af forklaringen på, at den bredte sig til Australien, Sydafrika, Sydamerika og det vestlige USA.

Temperamentet er en af racens praktiske styrker. Merinofår er milde, rolige og godmodige, hvilket gør store flokke lettere at samle, klippe og håndtere end mere sky racer. De er selskabelige dyr, der holder sammen som gruppe og falder hurtigt til ro under den daglige rutine.

Hvem passer racen til

Merinofåret passer til fåreholdere, hvis primære interesse er uld, fra kommercielle finuldsavlere til håndspindere, der ønsker blødt fiber. Racen belønner ejere, der kan tilbyde regelmæssig klipning, god græsning samt fast rutine for parasitbekæmpelse og klovpleje. Det milde sind gør den også til et fornuftigt valg for mindre besætninger, forudsat at den tunge pels og risikoen for fluesyge tages alvorligt.

Merinofåret opstod i Spanien, hvor finuldede får i middelalderen blev holdt i store, vandrende flokke. Spansk finuld blev en af landets vigtigste eksportvarer, og de flokke, der producerede den, blev drevet efter et fast system med sæsonbestemt flytning mellem sommer- og vintergræsning.

I lang tid var det strengt forbudt at eksportere avlsdyr fra Spanien, fordi uldens værdi afhang af, at de bedste dyr blev i landet. Denne restriktion gjorde racen både eftertragtet og vanskelig at skaffe andre steder i Europa.

Fra 1700-tallet og frem blev mindre grupper af spanske får sendt til andre lande, først i Europa og senere på den sydlige halvkugle. Disse grundlæggende dyr blev brugt til at opbygge nye nationale bestande. Australien blev i særlig grad et centrum for merinoavl, og udvælgelsen dér gav linjer, der var tilpasset tørt steppeland og uldproduktion i stor skala.

Med tiden udviklede avlere i forskellige egne særskilte typer, der varierer i kropsstørrelse, hudfoldning og uldvægt, mens de bevarede den egenskab, der definerer racen: en meget fin uld. Merinofåret er den dag i dag grundlaget for finuldsproduktion i mange lande.

Merinofåret har en kompakt, mellemstor krop, der bæres af forholdsvis korte ben, og en dyb, tæt uldstabel, der dækker det meste af dyret. Ulden er hvid og finkrøllet, og den vokser over kroppen, størstedelen af benene og ofte en del af ansigtet. Mange linjer har løse hudfolder, mest tydelige på halsen, som øger den uldbærende flade.

Horn varierer efter køn og linje. Vædre af nogle typer bærer store, spiralsnoede horn, mens andre er kollede; får er som regel hornløse eller har kun små horn. Ansigtet er generelt glat og lyst, undertiden delvist skjult af uldvækst omkring øjnene.

Pels og farver

Det mest karakteristiske træk er uldstablen. Merinould hører til den fineste, man finder hos noget får, med tynde fibre, der giver den en blød gribefølelse. Stablen er tæt og ensartet, med en jævn krølning, der giver spændstighed. Standardmerinould er hvid, hvilket gør det muligt at farve den i enhver nuance efter forarbejdning. Kraftig uldvækst i ansigtet kan hos nogle dyr give såkaldt uldblindhed, og mange avlere fravælger derfor for kraftig ansigtsbevoksning i avlen.

Merinofåret er kendt for sit rolige og medgørlige temperament. Racen er mild og godmodig, og dyrene er som regel lette at flytte og håndtere sammenlignet med mere nervøse typer. Denne stabilitet værdsættes i store flokke, hvor let samling og roligt væsen ved klipning sparer tid og skåner fårene for stress.

Merinofår er udpræget selskabelige og foretrækker at holde sammen som gruppe. Et enligt får bliver stresset, så det bør altid holdes sammen med andre får. Over for kendte fårehold falder de hurtigt til ro og accepterer rutineopgaver som ormekur, klovbeskæring og klipning.

Over for mennesker er racen ikke aggressiv, selvom vædre af hornede linjer kræver en varsom hånd i brunstperioden. De trives godt sammen med andre græssende dyr og er ikke territoriale. Vogterhunde bruges ofte til at beskytte flokken mod rovdyr snarere end til at styre adfærden internt i flokken.

Merinofår kræver fast pasning med fokus på uld og klove. Ulden fældes ikke naturligt, så klipning er nødvendig. Den tætte pels gør dem også mere udsatte for fluesyge end glatuldede racer, hvilket betyder, at hygiejne omkring bagpartiet og rettidig klipning har betydning året rundt.

Pelspleje

• Klip mindst en gang om året; nogle besætninger klipper to gange afhængigt af klima og uldlængde.
• Rykt (klip uld af bagparti og yver) mellem klipningerne for at mindske tilsmudsning og risikoen for fluesyge.
• Efterse stablen jævnligt for tegn på fluesyge, især i varmt, fugtigt vejr.
• Hold øje med uldblindhed hos kraftigt uldbevoksede ansigter, og klip om nødvendigt omkring øjnene.

Motion

• Giv daglig adgang til græsning, så fårene bevæger sig og søger føde naturligt.
• Skift mellem folde for at bevare foderkvaliteten og mindske parasitbelastningen.
• Sørg for plads til, at hele flokken kan bevæge sig samlet, da merinofår vandrer som gruppe.

Miljø

Merinofår klarer tørt, åbent land godt og tåler forskellige klimaer. De skal have rent vand, skygge i varmt vejr og læ mod kold vind og regn, især efter klipning, hvor ulden ikke længere isolerer. Sikkert hegn og god dræning i foldene mindsker risikoen for klovproblemer.

Som drøvtyggere er merinofår indrettet til at leve af græs og andet grovfoder. God græsning dækker det meste af behovet størstedelen af året. Foderbehovet stiger i sen drægtighed og under diegivning, samt i tørre perioder, hvor græsningens kvalitet falder. På de tidspunkter bruges hø, wraphø eller kornbaserede tilskud til at dække forskellen. Adgang til rent vand hele tiden er afgørende, og indtaget stiger med varme og mælkeproduktion.

Mineralbalancen har betydning for både sundhed og uldkvalitet. Får på mager eller begrænset græsning kan have brug for mineraltilskud, og kobber skal især styres med omhu, da får er følsomme over for overskud.

Godbidder og tilskud

Brug tilskud med måde og altid som supplement til grovfoderet, ikke som erstatning. Mineralstensalt eller løse mineraler beregnet til får retter op på lokale mangler. Pludselige omlægninger til kornrig kost kan give fordøjelsesproblemer, så kraftfoder bør altid indfases gradvist. Uldvækst og uldkvalitet forbedres begge af en jævn og tilstrækkelig ernæring frem for lejlighedsvis rigelig fodring.

Merinofår er generelt hårdføre og tilpasser sig krævende klimaer. Med god pasning lever de ofte 10 til 12 år, selvom den produktive avlsperiode som regel er kortere. De fleste sundhedsproblemer hos racen skyldes de samme forhold, der rammer får generelt: indvoldsparasitter, klovsygdomme og hudlidelser knyttet til ulden. Den tætte merinopels giver desuden en særlig risiko for fluesyge og hos nogle dyr uldblindhed.

Forebyggende pleje

• Følg en parasitplan baseret på gødningsprøver frem for rutinemæssig ormekur til hele flokken.
• Beskær og efterse klove jævnligt, og hold foldene tørre.
• Rykt og klip efter plan for at mindske risikoen for fluesyge.
• Hold vaccinationer ajour mod de clostridiesygdomme, der er almindelige i dit område.
• Giv passende mineraler, og undgå overskud af kobber.

Merinofår når kønsmodenhed i deres første leveår, selvom fårene ofte først sættes til avl, når de er vel udvokset, frem for ved den tidligst mulige alder. Mange merinolinjer parrer sæsonbestemt, så lammene fødes på et tidspunkt med gunstigt vejr. Vædrene går sammen med fårene i en fastsat parringsperiode, og fårenes huld ved bedækning har stor betydning for, hvor mange der bliver drægtige.

Drægtigheden varer omkring fem måneder. Merinofår føder oftest et enkelt lam, og tvillinger er sjældnere end hos nogle specialiserede kødracer; lammeprocenten varierer med linje, foder og pasning. Fårene er generelt omsorgsfulde mødre, og lammene er oppe og dier kort efter fødslen.

Opdrættet af lam handler om at beskytte de nyfødte mod kulde og rovdyr, sikre tidlig indtagelse af råmælk og holde fårene i godt huld gennem diegivningen. Lammene fravænnes efter nogle måneder. I avlsprogrammer afvejes uldfinhed og uldvægt mod frugtbarhed, tilvækst og generel hårdførhed, så flokken forbliver både produktiv og robust.