Leicester Longwool

Leicester Longwool er en stor fårerace fra England, der først og fremmest holdes for sin lange, skinnende uld, men også bruges til kødproduktion som et dual-purpose-dyr. Racen hører til gruppen af languldsfår, en familie af britiske fåreracer kendetegnet ved tunge fleeces med lange, krøllede stapler. Racen har et roligt og godmodigt væsen, hvilket gør den håndterbar både på små besætninger og på større gårde.

Voksne dyr er kraftigt byggede og brede, med et fleece der falder i tydelige ringkrøller ned langs kroppen. Ulden vokser hurtigt og når en lang staplelængde, og det er netop denne egenskab, der har givet racen sit gode ry blandt håndspindere og på historiske uldfabrikker. Får er opmærksomme mødre, og vædderne er som regel omgængelige i forhold til deres størrelse.

I dag betragtes racen som en bevaringsværdig eller sjælden race i flere lande. Den holdes af små landbrug, fiberproducenter og bevaringsbesætninger, der arbejder for at holde de ældre avlslinjer i live. Det rolige temperament og den brugbare uld gør, at racen stadig efterspørges af folk, der spinder, væver eller filter deres egen uld.

Hvem den passer til

Leicester Longwool passer til fåreholdere, der sætter pris på uldkvalitet og et stabilt dyr uden drama. Størrelsen betyder, at den kræver solide hegn og håndteringsfaciliteter dimensioneret til et tungt får, så den egner sig bedst til folk med tilstrækkelig græsning og læ. Håndspindere og små fibervirksomheder tiltrækkes af den lange, krøllede staple. Det rolige temperament gør den også til et fornuftigt valg for førstegangsfåreholdere, der kan overkomme pasningen og klipningen af et tungt fleece.

Racen har rødder i Leicestershire i det centrale England, hvor lokale languldsfår havde været holdt i århundreder. I 1700-tallet gennemførte landmanden Robert Bakewell fra Dishley Grange en systematisk udvælgelsesavl på disse dyr, hvor han selekterede for hurtigere vækst, en kraftigere kropsbygning og et tungt, ensartet fleece. Hans forbedrede dyr blev kendt som Dishley- eller New Leicester-fåret, og de danner grundlaget for den moderne Leicester Longwool.

Bakewells metoder, herunder afkomsafprøvning og praksis med at udleje vædder for at teste deres afkom, fik betydning langt ud over selve fåreavlen. Det forbedrede Leicester-får blev brugt til at opgradere mange andre langulds- og krydsningsbesætninger i både Storbritannien og udlandet, og dets blod ligger bag flere senere racer.

Racen blev eksporteret i stor stil i 1800-tallet og nåede frem til både Nordamerika og Australien. Den blev holdt på Mount Vernon, og George Washington viste interesse for typen, hvilket er en del af forklaringen på, at bevaringsbesætninger i USA har henvist til racens forbindelse til kolonitiden.

Da den kommercielle fåreavl i 1900-tallet bevægede sig mod racer med kortere uld og hurtigere slagtemodenhed, faldt antallet af Leicester Longwool kraftigt, og racen blev sjælden. Bevaringsorganisationer og dedikerede opdrættere har siden holdt de resterende avlslinjer i live.

Leicester Longwool har en lang, dyb krop med en bred ryg og velbuede ribben. Både får og vædder er naturligt kollede, det vil sige, at ingen af kønnene bærer horn. Hoved og ben er fri for tung uld, og ansigtet er typisk hvidt eller blågråt med et roligt udtryk. Det mest markante træk er fleecet, der vokser i lange, veldefinerede krøller, som falder ned langs kroppens sider.

Pels og farver

Fleecet er racens mest karakteristiske træk. Det vokser hurtigt, har en lang staplelængde og en høj glans, der giver det spundne garn en skinnende finish. Ulden falder i tydelige ringkrøller frem for at ligge glat, og et enkelt års vækst giver en tung klipning. De fleste dyr er hvide, hvilket gør det muligt at farve ulden frit. Der findes også naturfarvede besætninger, der spænder fra sølvgrå til næsten sort, og disse mørkere fleeces er eftertragtede blandt håndspindere, der ønsker ufarvet farve. Det rene ansigt og de rene ben gør klipning og inspektion enkel på trods af kroppens tunge pels.

Racen er kendt for sit jævne temperament. Dyrene er som regel stille, sjældent panikslagne og lette at flytte og håndtere, egenskaber der betyder meget hos et får af denne størrelse. Får er godmodige og falder hurtigt til i flokkens rutine. Vædderne er normalt mere føjelige end mange andre racers, selvom en ukastreret vædder altid bør behandles med almindelig forsigtighed.

Godt håndterede Leicester Longwool-får vænner sig til jævnlig kontakt med mennesker og tåler den tætte håndtering, som pasning og klipning kræver. Over for fremmede er de typisk rolige snarere end sky. De søger gerne sammen i flok og lever fredeligt med andre får og med blandet kvæg som geder eller kreaturer, når introduktionen sker med omtanke. Det milde sind er en af hovedgrundene til, at små landbrug og fiberholdere vælger racen.

Pleje af pels

• Klip mindst én gang om året; nogle fåreholdere klipper to gange for at holde staplelængden håndterbar til spinding.
• Skil fleecet og hold det rent, da de lange krøller fanger planterester, mudder og andet snavs.
• Tjek for filtret uld omkring bagpart og bug, og klip snavset uld af efter behov af hensyn til hygiejnen.
• Trim klovene med jævne mellemrum for at forebygge overvækst og halthed.

Motion

• Sørg for rigelig græsning til daglig fouragering og bevægelse.
• Skift mellem folde, hvor det er muligt, for at holde foderkvaliteten oppe og mindske parasittrykket.
• Sørg for plads nok til, at flokken kan bevæge sig frit, hvilket holder en så stor race i god foderstand.

Miljø

Racen trives på godt græs under tempererede forhold. Det tunge fleece beskytter mod kulde og regn, så den største udfordring er varme og fugtighed, hvor et langt fleece kan give varmestress inden klipning. Sørg for skygge, rent vand hele døgnet og tørt læ til lamning og hårdt vejr. Solidt hegn tilpasset et stort får er vigtigt, og der bør være et håndteringsområde, hvor én person trygt kan klare klipning, klovpleje og rutinebehandlinger.

Racen er en græssende drøvtygger, og kosten bør bygge på foder af god kvalitet. På godt græs i vækstsæsonen kan voksne dyr dække det meste af deres behov alene ved græsning. Hø erstatter græsning om vinteren eller i tørkeperioder. Kraftfoder tilføjes i perioder med højere behov, som sen drægtighed, laktation og optakten til parring, samt til unge dyr i vækst. Adgang til rent vand hele tiden er afgørende, især for et tungt dyr og for lakterende får.

Godbidder og tilskud

Giv et fåretilpasset løst mineral eller en mineralsten, der leverer salt og sporstoffer, samtidig med at kobberindholdet holdes lavt. På jorde med mangel kan selen og andre sporstoffer være nødvendige efter dyrlægens anvisning. Små mængder egnet frugt og grønt kan gives som godbidder, men hovedparten af kosten bør fortsat være grovfoder. Indfør nyt foder gradvist for at undgå fordøjelsesproblemer som acidose eller oppustethed.

Racen er en robust og veletableret type uden udbredte racespecifikke lidelser, og den typiske levetid er 10 til 12 år. Som hos alle får skyldes de fleste sundhedsproblemer pasning frem for genetik. Det tunge fleece kræver ekstra opmærksomhed omkring fluesyge og renlighed, og racens størrelse gør klovsundhed vigtig.

Forebyggende pleje

• Følg en parasitplan baseret på ægtælling i gødningen frem for rutinemæssig masseafvæmning.
• Trim og undersøg klove regelmæssigt, og behandl klovbrand tidligt.
• Hold bagparten ren, og klip eller fjern snavset uld inden højsæsonen for fluesyge.
• Følg et vaccinationsprogram, der passer til området, for eksempel dækning mod clostridier.
• Sørg for korrekt ernæring gennem sen drægtighed for at forebygge stofskiftesygdomme.
• Sæt nye dyr i karantæne, før de kommer ind i flokken.

Racen når parringsdygtig alder inden for det første leveår, selvom mange fåreholdere venter, til fårene er godt udvoksede, før de parres første gang. Parringen er sæsonbestemt, hvor fårene kommer i brunst om efteråret og lammer om foråret efter en drægtighed på omkring fem måneder. Vædderne sættes sammen med fårene i en afgrænset parringsperiode for at samle lamningen.

Kuldstørrelsen er oftest et eller to lam, og tvillinger er almindelige hos får i god foderstand. Fårene er opmærksomme mødre med god mælkeydelse, og lammene er livskraftige. Lammene fravænnes som regel efter nogle måneder, når de spiser grovfoder og kraftfoder pålideligt. Fordi racen er stor, understøtter god foderstand hos fårene gennem drægtigheden en let lamning og stærke lam. Bevaringsopdrættere fører nøje stambogsføring for at holde styr på de begrænsede avlslinjer i denne sjældne race.