Trommedue

Trommedue er en racedue, altså en pryd- og udstillingsdue, der holdes for sit udseende og sin særprægede stemme snarere end til kapflyvning eller som nyttedue. Den hører til gruppen af racer, der gennem tiden er udviklet specifikt til udstilling. Voksne fugle er mellemstore og har en kropsbygning, der minder om en almindelig tamdue, men de bærer langt mere fjer, særligt på fødderne, omkring øjnene og på issen.

Racens navn kommer fra dens stemme. Hvor de fleste duer kurrer kort og gentagne gange, frembringer Trommedue en lang, rullende lyd, der kan vare i mange sekunder og minder om en dæmpet trommehvirvel eller en trompet. Denne særlige lyd, som opdrættere kalder tromning, er selve kendetegnet for racen og bliver bedømt nøje ved udstilling.

Trommedue er rolig og medgørlig af natur. Den tåler håndtering godt, falder hurtigt til ro i et dueslag og er som regel fredelig over for andre duer. Den kraftige fodbefjring betyder, at racen trives bedst i et tørt og rent hold og ikke er velegnet til fri, aktiv flyvning.

Hvem den passer til

Trommedue passer til dueholdere, der ønsker en stille og rolig due i slaget, og som sætter pris på dens særprægede stemme. Den kraftige fodbefjring kræver tørre, rene forhold og jævnlig kontrol, så racen egner sig bedst til ejere, der er villige til at holde strøelse og fjer efter. Den er et godt valg for udstillingsinteresserede og for dem, der hellere vil have en rolig voliere- og slagdue end en højtflyvende præstationsdue.

Trommeduegruppen har rødder i Rusland og det bredere centralasiatiske område, hvor kraftigt befjrede duer med usædvanlige stemmer er blevet holdt gennem mange generationer. Fuglene nåede Vesteuropa i løbet af 1800-tallet, da racedueholdet for alvor blev populært, og opdrættere begyndte at importere og udveksle duer på tværs af landegrænser.

Tyske opdrættere tog især fat i typen og arbejdede målrettet videre med den. Ud fra den tidlige importerede bestand opstod der flere selvstændige typer, som adskiller sig i mængden af hovedfjer, omfanget af fodbefjring og de farver, de bærer. Det fælles træk hos dem alle er den lange, rullende tromning, som har givet gruppen sit navn.

Fra slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet bredte Trommedue sig yderligere og nåede Nordamerika sammen med europæiske indvandrere og dueinteresserede. Der blev stiftet raceklubber og udarbejdet udstillingsstandarder, som fastlagde det ønskede udseende og satte rammerne for at bedømme stemmens kvalitet.

I dag findes Trommedue som en familie af beslægtede raceduer, der først og fremmest holdes af hobbyfolk og udstillere. Den bruges ikke længere som brugs- eller nyttedue, men holdes udelukkende for sit udseende og sin karakteristiske lyd.

Trommedue har en rund, mellemstor krop og står forholdsvis lavt på grund af den rigelige befjring på ben og fødder. De mest markante træk er benfjerene, altså de lange fjer, der dækker fødder og underben, samt hovedprydelserne, som hos mange varianter omfatter en muslingetop bagest på hovedet og en næbdusk af fjer omkring næb og øjne. Disse prydelser varierer mellem de forskellige typer af Trommedue, men den kraftige befjring går igen hos dem alle.

Kropsholdningen er vandret, og fuglen fremstår bred og fyldig. Øjnene er som regel delvist omkranset af fjer, og næbbet er kort til mellemlangt. Samlet set giver Trommedue indtryk af en blød, tætbefjret due snarere end en slank flyvetype.

Fjerdragt og farver

Befjringen er racens mest afgørende fysiske træk. Lange benfjer dækker fødderne, og hos mange varianter ses desuden en top eller en næbdusk. Fjerdragten findes i en bred vifte af ensfarvede nuancer, heriblandt hvid, sort, blå, rød og gul, samt i tegnede og mønstrede former. Udstillingsstandarderne fastlægger den forventede fjerlængde, formen på hovedprydelsen og farven for hver variant, så kravene varierer på tværs af Trommedue-familien.

Trommedue hører til blandt de mest afdæmpede dueracer. Den er medgørlig, falder hurtigt til ro og tåler håndtering bedre end mange flyveracer, hvilket gør den let at forberede til udstilling og til den daglige pasning. Over for ejeren er den venlig og skræmmes ikke let, så snart den er vant til den faste rytme i dueslaget.

Over for andre duer er racen som regel fredelig og deler slag uden de store konflikter. Den er ikke nogen ivrig eller stærk flyver, blandt andet fordi den kraftige fodbefjring begrænser bevægeligheden, og den tilbringer derfor det meste af tiden på jorden eller på lave siddepinde.

Det eneste højlydte ved Trommedue er selve stemmen. Racen er meget vokal og frembringer ofte sin lange, rullende tromning, især i parringstiden og når den er tryg i selskab med andre duer. Dueholdere, der ønsker et stille dueslag, bør vide, at denne lyd er konstant og faktisk selve pointen med racen.

Den kraftige fodbefjring gør daglig renlighed til den vigtigste opgave i pasningen. Våd eller beskidt strøelse filtrer benfjerene og kan give hudproblemer, så holdet skal altid være tørt. Ud over det er racen nem og lidet krævende.

Fjerpleje

• Tjek benfjerene jævnligt for indtørret mudder, ekskrementer eller filtring
• Klip eller vask forsigtigt tilsmudsede fodfjer, når det er nødvendigt
• Hold kløer og næb i normal stand, og hold øje med overvækst
• Giv adgang til et lavt badekar to til tre gange om ugen, så duen selv kan holde fjerdragten ren

Motion

• Giv plads til at gå og til korte flyvninger inde i slaget eller volieren
• Regn ikke med fri udflyvning, da fodbefjringen begrænser flyveevnen
• Sørg for lave, brede siddepinde, der er nemme at nå og lande på

Miljø

Hold slaget tørt, godt udluftet og fri for fugtig strøelse. Brug rent, tørt strøelsesmateriale, og skift det ud, før det bliver beskidt. Beskyt duerne mod mudder, stillestaænde vand og træk. Et rovdyrsikkert hold er vigtigt, fordi racen flyver dårligt og ikke let kan undslippe.

Trommedue æder samme kost som andre tamduer. En afbalanceret, købt frø- og kornblanding til duer udgør grundlaget, suppleret med grus, der hjælper fordøjelsen, og adgang til rent vand hele tiden. Fordi racen ikke er særlig aktiv, bør foderrationen styres, så fuglen ikke bliver overvægtig.

Grus og en mineral- eller kridtsten understøtter fordøjelsen og skaldannelsen hos hunnerne. Der skal altid være frisk vand til rådighed, og det skal skiftes dagligt.

Godbidder og tilskud

Små mængder ufarligt grønt, bælgfrugter og frø kan gives som godbid, men bør kun udgøre en lille del af kosten. Sørg for grus hele tiden, og tilbyd en kalciumkilde som knuste østerskaller eller en mineralsten, hvilket er særlig vigtigt for æglæggende hunner. Vitamintilskud i drikkevandet kan bruges i yngle- eller fældeperioden, hvis grundfoderet er utilstrækkeligt.

Trommedue er en hårdfør racedue med en typisk levetid på 8-12 år ved god pasning. De fleste sundhedsproblemer hænger sammen med den kraftige fodbefjring eller med de almindelige sygdomme, der kan ramme alle tamduer. Et rent og tørt hold forebygger langt de fleste af de racespecifikke problemer.

Forebyggende pleje

• Hold strøelsen tør og ren for at beskytte de befjrede fødder
• Sørg for grus, rent vand og en afbalanceret kost
• Sæt nye duer i karantæne, før de kommer i slaget
• Behandl for indvendige og udvendige parasitter efter en fast plan
• Sørg for god udluftning i slaget for at mindske risikoen for luftvejssygdom

Trommedue er medgørlig og lader sig håndtere lettere end aktive flyveracer, så grundlæggende tæmning og forberedelse til udstilling er enkel. Målet med træningen er som regel at få fuglen til at falde til i slaget, vænne den til at blive holdt og opstillet, og holde den rolig under bedømmelsen. Racen trænes ikke til flyvning eller hjemvending, da fodbefjringen begrænser flyveevnen.

Det grundlæggende

1. Lad fuglen falde til i et roligt, rent slag, før du begynder at håndtere den
2. Nærm dig roligt, og giv foder fra hånden for at opbygge tillid
3. Øv forsigtig løft og holden i korte omgange
4. Vænn fuglen til udstillingsbur eller træningskasse i god tid før et arrangement
5. Gentag korte, rolige sessioner frem for lange og stressende

Trommedue holdes i et slag eller en voliere som andre tamduer, men holdet skal først og fremmest være tørt og rent for at beskytte de befjrede fødder. Racen tilbringer det meste af tiden på jorden eller på lave siddepinde og har ikke brug for den høje flyveplads, som kapflyvningsracer kræver. En solid, rovdyrsikker konstruktion er vigtig, fordi racen flyver dårligt og ikke let kan undslippe farer.

Tjekliste til indretning

• Tørt, godt udluftet slag uden fugtige kroge
• Ren strøelse og en fast rengøringsplan
• Lave siddepinde og individuelle redekasser til parrene
• Foder- og vandstationer hævet fra gulvet og holdt rene
• Solidt trådnet og tætte døre mod rovdyr og gnavere
• Et lavt badeområde, så duerne selv kan holde sig rene

Trommedue yngler på samme måde som andre tamduer. Et par overtager en redekasse, hunnen lægger som regel to æg med nogle dages mellemrum, og begge forældre skiftes til at ruge. Æggene klækkes efter cirka 17-19 dage. De nyklækkede unger fodres med kromælk fra begge forældre de første dage og går siden over til blødgjort, opgylpet korn, efterhånden som de vokser.

Hos Trommedue kan den kraftige befjring omkring kloak og fødder nedsætte frugtbarheden og gøre den naturlige parring mindre sikker. Nogle opdrættere klipper fjerene omkring kloakken før parring for at forbedre æggenes befrugtning. Derfor er det almindeligt blandt opdrættere, der ønsker at avle kraftigt befjrede udstillingsfugle, at lade æg eller unger ruges og opfostres af duer med mindre fjer på fødderne.

Trin i rugeperioden

1. Par duerne i en ren redekasse, og giv redemateriale
2. Klip fjerene omkring kloakken, hvis frugtbarheden har været et problem
3. Lad begge forældre ruge de to æg uforstyrret
4. Gennemlys æggene efter cirka en uge for at tjekke udviklingen
5. Hold kassen tør og rolig gennem hele rugeperioden på 17-19 dage
6. Lad forældrene fodre med kromælk og korn, indtil ungerne flyver fra reden