Jakobiner

Jakobinerduen er en af de ældste og mest særprægede prydracer inden for duehold. Dens kendetegn er en fjerhætte, der vokser opad og fremad omkring hals og hoved i et modsat rettet fjermønster. Hos en veludviklet fugl dækker hætten hovedet næsten helt, så kun næbbet og en del af ansigtet er synligt. Racen holdes til udstilling og pryd, ikke til kapflyvning eller nytteformål.

I kropsbygning er jakobinerduen slank og opret og af mellemstor størrelse, typisk med en vægt på 280-340 gram. Ud over hætten danner de lange halsfjer tre navngivne dele: manken bagpå, kæden langs siderne og rosetten forrest på brystet. Ved bedømmelse lægges der lige så meget vægt på fjerdragtens længde, tæthed og symmetri som på selve kropsformen.

Jakobinerduen har et roligt og afdæmpet gemyt. Den er nem at håndtere og tåler den tætte pasning, som udstillingsfugle kræver. Fordi hætten begrænser synet fremad, er racen afhængig af opmærksom pasning og egner sig ikke til fri flyvning eller åbne dueslag.

Hvem den passer til

Jakobinerduen passer til dueholdere, der ønsker en prydfugl til fremvisning, og som kan tilbyde et overdækket, rovdyrsikret dueslag. Det begrænsede syn og den plejekrævende fjerdragt gør den til et dårligt valg for nybegyndere eller for dem, der ønsker duer, der kan flyve frit. Til gengæld egner den sig godt for tålmodige dueholdere, der holder af detaljeret fjerpleje og en rolig, håndterbar fugl.

Jakobinerduens forfædre er hættede duer, der nåede Europa via handel gennem Middelhavsområdet og Asien. Allerede i 1500-tallet blev hættede duer beskrevet på det europæiske fastland, hvor datidens forfattere nævnte duer med en bagudvendt fjerkrave om hovedet. Frankrig regnes almindeligvis som ophavslandet for den moderne race, og navnet menes at hænge sammen med hættens lighed med en munkekutte.

I de følgende århundreder forfinede opdrættere i Frankrig, Nederlandene og Storbritannien hætten fra en beskeden krave til den fuldt omsluttende form, man kender i dag. Avlsarbejdet gik ud på at forlænge manke, kæde og rosette og at få hætten til at slutte tæt om hovedet. Denne lange proces gjorde fuglen til en specialiseret udstillingsrace fremfor en almindelig hættedue.

I 1800-tallet var jakobinerduen en etableret udstillingsrace i Europa og blev holdt af dueentusiaster, der konkurrerede på fjerdragtens kvalitet. Charles Darwin nævnte jakobinerduen blandt de kraftigt forædlede tamduer, da han beskrev variation under domesticering, hvilket viser at racen allerede da hørte til den anerkendte prydduebestand.

Jakobinerduen er stadig en udstillingsrace i dag og holdes af specialklubber, der viser den frem i standardfarver. Den avles udelukkende for sit udseende og bruges ikke længere til arbejde eller fødevareproduktion.

Det samlede indtryk af en jakobinerdue er en høj, slank fugl, hvor hoved og hals er domineret af fjerpragt. Selve kroppen er forholdsvis lille og bæres opret på middellange ben. Det mest markante træk er hætten, der rejser sig fra halsen og bøjer fremad, så den indrammer og delvist skjuler hovedet. Jo længere fjerene er, og jo mere fuldstændigt de lukker sig foran, desto højere bedømmes fuglen ved udstilling.

Halsfjerene deler sig i tre dele. Manken løber ned ad nakken, kæden strækker sig langs hver side, og rosetten sidder forrest på brystet, hvor sidefjerene mødes. Et tydeligt skel mellem hætte og kæde, kaldet spredningen, er et fast bedømmelsespunkt.

Fjerdragt og farver

Jakobinerduen udstilles i ensfarvede varianter som sort, rød, gul, blå og sølv samt i hvid. Farvede fugle har hvidt hoved og hvide svingfjer, mens resten af fjerdragten skal have en ren og jævn farve. Det hvide hoved fremhæver den farvede hætte og er et anerkendt tegningsmønster i mange standarder. Fjerdragten skal være fast og skinnende, og de lange pyntefjer skal være uden skader, da knækkede eller tilsmudsede hættefjer trækker kraftigt ned i bedømmelsen.

Jakobinerduen har et stilfærdigt og værdigt væsen. Den hører til blandt de roligste prydduer og udviser sjældent den nervøsitet, man ser hos mere aktive racer. Det afstemte temperament skyldes dels avl med henblik på udstillingsburet, hvor fuglen skal stå roligt under bedømmelse, dels hætten, som begrænser, hvor meget den kan se.

Over for mennesker er den medgørlig og tåler jævnlig håndtering godt, hvilket er nødvendigt for den fjerpleje, racen kræver. Blandt andre duer optræder den som regel fredeligt og gør ikke krav på plads eller foder med aggression, så den fungerer fint i en rolig voliere sammen med lignende racer. Fordi synet fremad er spærret, kan den blive skræmt af pludselige bevægelser, den ikke ser komme, så man bør nærme sig den roligt.

Racen er ikke bygget til udholdende flyvning og holder sig gerne nær siddepinde og foderpladser. Parrene danner stabile par, og fuglene er pålidelige, uforstyrrede beboere i dueslaget.

Den daglige pasning af en jakobinerdue handler først og fremmest om at beskytte fjerdragten og tage hensyn til det begrænsede syn. De lange hættefjer opsamler let snavs og gødning, så et rent og tørt dueslag samt regelmæssigt tilsyn hører til den faste rutine.

Fjerpleje

• Efterse hætte, manke, kæde og rosette regelmæssigt for snavs og skader
• Giv adgang til et lavt badekar to til tre gange om ugen, så fuglen kan holde fjerdragten ren
• Klip eller del fjerene omkring øjnene, hvis synet er helt spærret, sådan som nogle dueholdere gør med avlsfugle
• Hold rede og siddepinde rene for at undgå misfarvede fjer

Motion

• Sørg for en overdækket voliere eller et dueslag med lave, lettilgængelige siddepinde
• Lad aldrig racen flyve frit, da det begrænsede syn gør den sårbar over for rovdyr og farer
• Giv plads til korte flyveture og gang inden for indhegningen

Omgivelser

Jakobinerduen skal holdes i et tørt, trækfrit og rovdyrsikret dueslag eller voliere. Den er følsom over for fugt og snavs, fordi tilsmudsede hættefjer kan filtre og give ubehag. Stabile, beskyttede omgivelser med faste foder- og vandpladser gør det lettere for fuglen at orientere sig på trods af det begrænsede syn.

Jakobinerduen trives med en afbalanceret blanding af frø og korn. En typisk ration består af flere kornsorter og bælgfrugter som majs, hvede, sorghum og ærter, suppleret med en mindre mængde olieholdige frø. Uopløseligt grus og en mineral- eller kalkblok skal altid være tilgængelige, da det understøtter fordøjelsen og skaldannelsen hos hunduer, der lægger æg. Frisk, rent vand skal gives dagligt i et vandtrug, som fuglen kan nå uden at få hættefjerene ned i vandet.

Godbidder og tilskud

Små mængder ufarligt grønt og en sjælden gang frø som godbid kan supplere hovedfoderet. Et vitamin- og mineraltilskud er nyttigt under yngletiden og fjerskiftet. Grus er nødvendigt året rundt. Hold godbidder på et minimum, så de ikke fortrænger den afbalancerede kornration eller giver en vægtøgning, som belaster fuglens slanke krop.

Jakobinerduen er en rimelig robust fugl, når den holdes ordentligt, og lever typisk 8-12 år. De problemer, der er specifikke for racen, hænger sammen med hætten. Fjer omkring øjnene kan give irritation, tåreflåd eller øjenbetændelse, og den lange fjerdragt bliver let snavset og kan filtre, hvis hygiejnen svigter. Ud over dette rammes jakobinerduen af de samme sygdomme som andre tamduer.

Forebyggelse

• Hold dueslaget rent, tørt og godt ventileret
• Efterse øjne og hættefjer jævnligt, og fjern eventuelt snavs
• Sørg for grus, rent vand og afbalanceret foder året rundt
• Sæt nye eller hjemvendte fugle i karantæne, før de blandes med resten
• Følg et program for parasitbekæmpelse og ormekur efter dyrlægens anvisning

At træne en jakobinerdue handler om vænning snarere end præstation. Racen bruges ikke til kapflyvning eller til luftakrobatik, og det begrænsede syn udelukker al træning i fri flugt. Det, den derimod har brug for, er at acceptere håndtering, pleje og udstillingsburet uden at blive urolig. En fugl, der fra ungefjerene er vant til jævnlig, rolig kontakt, står stille under bedømmelsen og finder sig i den fjerpleje, dens pragtfjer kræver.

Grundtræning

1. Håndter dueungerne forsigtigt og ofte, så snart de har fået fjer, så de vænner sig til kontakt
2. Introducer udstillingsburet hjemmefra, så fuglen lærer at stå roligt på et lille areal
3. Øv dig i at løfte, efterse og ordne hætte, manke og rosette uden at stresse fuglen
4. Hold foder og vand faste steder, så fuglen lærer sig indretningen på trods af det svage syn
5. Beløn roligt væsen med stille håndtering og en fast daglig rutine

Jakobinerduen skal holdes indendørs eller i indhegnet form. Fordi den ikke kan flyve frit uden risiko og let tilsmudser fjerdragten, klarer den sig bedst i et rent, overdækket dueslag eller en overdækket voliere. Rummet skal være tørt og trækfrit med god udluftning, uden at det giver direkte træk på fuglene. Lave siddepinde og let adgang til gulvet passer til en due, der i høj grad orienterer sig efter vane frem for syn.

Tjekliste til indretning

• Sikr indhegningen helt mod katte, rotter og rovfugle
• Brug lave siddepinde og ramper i stedet for høje afsatser
• Placer foder, vand og grus samme sted hver dag
• Brug rent, tørt strøelse, og skift det ofte for at beskytte hættefjerene
• Sæt et lavt badekar frem, og fjern det igen, når fuglene har badet
• Sørg for overdækkede redekasser væk fra træk til avlsparrene

Jakobinerduer får som regel lov til selv at ruge og opfostre deres unger. En hun lægger typisk to æg pr. kuld, og begge forældre deles om rugningen, der varer omkring 17-19 dage. Efter klækning fodrer forældrene ungerne med kromælk de første dage, hvorefter der gradvist tilsættes korn. Fordi voksne jakobinerduer har så kraftig hættefjerdragt, at den kan gøre fodringen besværlig, bruger nogle opdrættere enklere ammeduer, for eksempel brevduer, til at opfostre jakobinerungerne pålideligt.

Trin i udrugningen

1. Lad parret lægge æg og falde til ro på kuldet, som regel to æg
2. Lad begge forældre deles om rugningen, eller læg æggene under ammeduer, hvis det er nødvendigt
3. Hold redekasserne rene, tørre og uforstyrrede under rugningen
4. Forvent klækning efter ca. 17-19 dage
5. Sørg for, at forældre eller ammefugle fodrer med kromælk de første dage
6. Følg med i, at ungerne fjerklædes, og tjek at hættefjerene udvikler sig jævnt