Red Wattle

Red Wattle er en stor arvesvinerace fra USA. Navnet kommer fra de to kødfulde hudflige, kaldet vatler, der hænger ned fra hver side af halsen. Vatlerne har ingen kendt funktion og bruges mest til at kende racen fra andre grise. De fleste dyr er røde, i nuancer fra lys rødlig til næsten sort, nogle gange med mørkere pletter.

Racen er kendt for et roligt, godmodigt og føjeligt temperament. Soer er opmærksomme mødre, og grisene er dygtige til at rode efter foder, hvilket har gjort racen attraktiv for mindre frilandsbrug, selvom den samlede bestand fortsat er lille. Det er en af de sjældnere svineracer, der holdes i Nordamerika.

Red Wattle klarer sig godt i mange klimaer og vokser hurtigt til en betragtelig voksenvægt. Kødet beskrives ofte som velmarmoreret, hvilket er en del af grunden til, at racen fortsat har interesse blandt producenter af arvesvinekød.

Hvem den passer til

Red Wattle passer til dyreholdere med plads til en stor gris og interesse for friland eller arvesvinekød. Det rolige temperament gør racen overkommelig for folk med lidt erfaring med husdyr, men den voksne størrelse betyder, at den ikke er en gris til en lille baghave. I Danmark, hvor svineproduktionen ellers er præget af effektive kommercielle racer, tiltrækker Red Wattle især folk med interesse for bevaring af sjældne racer, da bestanden fortsat er begrænset.

Red Wattle er en amerikansk race, og dens tidlige oprindelse er ikke fuldt dokumenteret. Beretninger kæder den sammen med røde, vatlede svin holdt i det sydlige USA, og nogle overleveringer peger på grise, der oprindeligt kom via handel og siden blev avlet videre i vilde og halvvilde bestande gennem mange år. Selve vatle-egenskaben findes i flere ubeslægtede svinepopulationer verden over, så træk alene kan ikke pege på én bestemt oprindelse.

Den moderne races historie begynder i 1970'erne, da vatlede, røde svin blev fundet i det østlige Texas. En mand ved navn H. C. Wengler krediteres for at have fundet røde vatlede svin i den periode og avlet dem til en genkendelig linje. En anden, tilsvarende besætning blev senere fundet af en anden avler i Texas, og de to avlslinjer blev grundlaget for racen, som den kendes i dag.

I de følgende årtier forblev racen sjælden. Et lille antal engagerede dyreholdere opretholdt besætninger, og Red Wattle fik opmærksomhed fra grupper, der arbejder for at bevare sjældne husdyrracer i Nordamerika. Registreringsarbejde har hjulpet med at holde styr på de resterende avlslinjer.

Red Wattle regnes stadig som en sjælden race. Interesse fra frilandsbrug og fra markedet for arvesvinekød har støttet racens overlevelse, men bestanden er fortsat lav sammenlignet med de gængse kommercielle svineracer, som dem der dominerer den danske svineproduktion.

Red Wattle er en stor, langstrakt gris med en tydelig rød farve. Pelsens nuance varierer meget, fra en lys rødlig tone til en dyb rød, der kan se næsten sort ud, og nogle dyr har mørkere pletter. Det mest kendetegnende træk er vatlen: en kødfuld udvækst, der hænger fra hver side af halsen. Hovedet er forholdsvis magert med opretstående til let hængende ører, og kroppen er velmuskuløs med et dybt bryst og god længde.

Pels og farver

Pelsen er kort og grov, som hos de fleste svineracer. Rød er reglen, men den præcise nuance er ikke ensartet i racen, og mørkere dyr er almindelige. Vatlerne har som regel samme farve som den omgivende hud og pels. Nogle dyr har sorte aftegn eller pletter ud over den røde grundfarve.

Red Wattle har ry for et roligt og stabilt temperament. Dyreholdere beskriver racen som godmodig og føjelig, hvilket gør de store dyr nemmere at håndtere på friland og i den daglige omgang. Grisene er aktive rodere og bruger meget af deres tid på at rode og græsse, når de har adgang til jord.

Omkring kendte dyreholdere er racen som regel afslappet og imødekommende. Som med enhver stor gris kræver et voksent dyr respekt, og især orner bør håndteres med omtanke. Over for fremmede er grisene som regel forsigtige snarere end aggressive og falder til ro, når faste rutiner er på plads.

Sammen med andre grise fungerer racen rimeligt godt i gruppehold, og soerne fremhæves som opmærksomme, beskyttende mødre. En so med et nyt kuld vil forsvare sine pattegrise, så dyreholdere giver hende ro og plads under faringen. Den arbejdsomme, villige natur er en del af grunden til, at racen har holdt sig populær blandt de brug, der holder den.

Pasning handler først og fremmest om plads, læ og beskyttelse mod varme. Som en stor, rodende race klarer Red Wattle sig bedst med adgang til friland eller et rummeligt udendørsareal, hvor den kan rode og græsse.

Pelspleje

• Tjek huden og vatlerne jævnligt for sår, parasitter eller irritation.
• Sørg for en sølepyt eller mudderområde, som grisen bruger til at køle sig ned og beskytte huden.
• Klip klove efter behov, hvis underlaget ikke slider dem naturligt.
• Hold øje med lysere dyr for solskoldning i stærk sol.

Motion

• Giv daglig adgang til en fold eller stor indhegning til rodning og bevægelse.
• Skift mellem folde, hvor det er muligt, så jorden ikke bliver til bar mudder.
• Brug solidt hegn, da en stor gris kan skubbe sig igennem svage hegn.

Miljø

Racen tåler mange forskellige klimaer, men har brug for skygge og en sølepyt i varmt vejr og et tørt, trækfrit læskur i koldt eller vådt vejr. Et enkelt trevægget skur eller hytte med rent strøelse dækker de fleste behov. Der skal altid være adgang til frisk vand, især i varme perioder.

Red Wattle klarer sig godt på et afbalanceret kommercielt svinefoder kombineret med det, den finder på friland. Foderet skal give nok protein og energi til racens store krop uden at overfodre til overskydende fedt. Grise, der roder efter foder, får en del af deres indtag fra græs, rødder og andet planteføde, hvilket reducerer, men ikke erstatter, det tildelte foder. Der skal altid være rent vand tilgængeligt, da grise drikker meget, især i varmt vejr.

Godbidder og tilskud

Overskydende grøntsager og frugt fra haven kan gives i moderate mængder som godbidder. En afbalanceret kommerciel ration dækker som regel behovet for vitaminer og mineraler, men grise på friland kan have gavn af adgang til et mineraltilskud. Foretag foderskift gradvist for at undgå fordøjelsesbesvær, og tilpas mængderne efter huld frem for faste tal alene.

Red Wattle betragtes som en robust race og er ikke forbundet med en liste af arvelige lidelser, som man ser hos nogle stærkt selekterede svinelinjer. Med god pasning kan en Red Wattle leve omkring 6 til 12 år, selvom mange produktionsdyr holdes i kortere, produktive perioder. De fleste sundhedsproblemer skyldes miljø og daglig pasning snarere end selve racen.

Forebyggende pleje

• Hold vaccinationer og ormekure efter en plan aftalt med en dyrlæge.
• Sørg for skygge, læ og rent vand året rundt.
• Undersøg hud, vatler, klove og huld jævnligt.
• Skift mellem folde, og hold sølepytter og indhegninger rimeligt rene.
• Sæt nye dyr i karantæne, før de tilføjes besætningen.

Red Wattle når kønsmodenhed inden for det første leveår, og gylte sættes ofte til avl fra omkring otte måneders alderen, mens orner er brugbare ved en tilsvarende alder. Som hos svin generelt varer drægtigheden cirka tre måneder, tre uger og tre dage, eller tæt på 114 dage. Kuldstørrelsen varierer, og Red Wattle-soer opfostrer typisk kuld på omkring ti pattegrise, hvor både større og mindre kuld forekommer.

Soerne er kendt som opmærksomme mødre, der beskytter og dier deres unger godt, hvilket understøtter god overlevelse blandt pattegrisene, når faringen foregår rent og i læ. En farende so har brug for et roligt, trækfrit sted med tørt strøelse og plads til, at pattegrisene trygt kan die og hvile. Pattegrisene fravænnes som regel ved seks til otte ugers alderen, hvorefter de går over til vækstfoder og græsning. Fordi racen fortsat er sjælden, samarbejder mange dyreholdere med raceforeninger for at registrere avlslinjer og undgå tæt indavl.