Shorthorn

Shorthorn er en stor kvægrace, der stammer fra det nordøstlige England. Den regnes som en af de tidlige forbedrede racer inden for moderne kvægavl og har sat sit præg på mange andre racer verden over. Voksne dyr er tunge og dybe i kroppen, og pelsfarven spænder fra rød over hvid til rødskimlet.

Racen har historisk været tosidig, med linjer avlet mod kød og andre mod mælk. I dag holdes de fleste Shorthorn til kødproduktion, mens Milking Shorthorn stadig bruges som malkerace. Racen er værdsat for sin frugtbarhed, lette kælvninger og evnen til at omsætte græs og grovfoder til tilvækst på meget forskellig jord.

Shorthorn er robuste og lette at omgås, hvilket gør racen praktisk for både den mindre besætning og den store bedrift. Det rolige sind og den hårdføre, tilpasningsdygtige natur har holdt racen i brug i mere end to hundrede år.

Hvem racen passer til

Shorthorn passer til den, der ønsker et roligt og håndterbart dyr, som klarer sig godt på græs. Racen fungerer for kødproducenten, der søger moderat byggede, frugtbare køer med lette kælvninger, og for den mindre landmand, der lægger vægt på et fredeligt væsen. Milking Shorthorn-linjer passer til dem, der ønsker både kød og en brugbar mælkeydelse fra samme besætning.

Shorthorn har rødder i dalen omkring floden Tees i grevskaberne Durham, Northumberland og Yorkshire i det nordøstlige England. Det lokale Teeswater- og Durham-kvæg udgjorde grundstammen. Gennem slutningen af 1700-tallet udvalgte avlere disse dyr efter størrelse, kødkvalitet og mælkeydelse.

Brødrene Charles og Robert Colling får som regel æren for at have forfinet racen i 1780'erne og 1790'erne ved hjælp af datidens avlsmetoder. En indflydelsesrig tyr ved navn Hubback var en vigtig stamfar i dette arbejde. Racen blev først kaldt Durham eller Teeswater, før navnet Shorthorn blev almindeligt.

Coates's Herd Book, der udkom i England første gang i 1822, var et af de tidligste stambogsregistre af sin art og opsamlede Shorthornens afstamning. Denne tidlige dokumentation var med til at udbrede racen med en pålidelig anelinje.

Gennem 1800-tallet blev Shorthorn eksporteret i stor stil til mange lande, hvor racen både blev brugt rent og til at forbedre det lokale kvæg. Med tiden adskilte avlerne kødlinjer og mælkelinjer, og Milking Shorthorn opstod som en anerkendt tosidig linje.

Shorthorn er et stort, firkantet dyr med bred ryg, dyb krop og velfyldte lår. Rammen er moderat til stor med kraftig knoglebygning. Hovedet er forholdsvis kort og bredt, og racenavnet henviser til de korte, buede horn, selvom mange moderne dyr er naturligt kollede.

Pels og farver

Shorthornens kendetegn er rødskimlet, en tæt blanding af røde og hvide hår, som racen har gjort velkendt i kvægverdenen. Ensfarvet rød og ensfarvet hvid forekommer også, og farvemønstret kan variere meget inden for samme besætning. Pelsen er kort og glat i varmt vejr og bliver tættere, når kulden sætter ind.

Shorthorn er kendt for et roligt og stabilt sind. Køerne er opmærksomme mødre og som regel fredelige omkring den, der passer dem, hvilket gør rutinearbejde som flytning, vejning og dyrlægebesøg mindre stressende. Tyrene er store og kraftige og kræver respekt, men racen som helhed regnes for langt mere medgørlig end mere ophidsede kvægracer.

Shorthorn falder hurtigt til ro i grupper og tilpasser sig nye folde og håndteringssystemer uden det store postyr. Det rolige sind og arbejdsomheden har længe gjort racen populær på familiebrug, hvor dyrene håndteres ofte og på tæt hold.

Pelspleje

• Jævnligt tjek af pelsen for parasitter som lus, flåter og fluer
• Klovtjek og beskæring efter behov for at undgå halthed
• Rent og tørt strøelse ved indendørs hold for at holde pels og hud sund
• Ekstra pelspleje og vask til udstillingsdyr

Motion

• Daglig adgang til græsning og naturlig bevægelse
• Omdrift på folde for at holde græskvaliteten og begrænse ormebelastningen
• God plads ved fodring for at mindske konkurrence og stress

Miljø

Shorthorn tilpasser sig mange klimaer og klarer kulde godt med en tættere vinterpels. Dyrene har brug for læ mod blæst, kraftig regn og stærk varme, samt konstant adgang til rent vand og skygge om sommeren. De trives bedst på veldrevne folde, men klarer sig også fint på hø og ensilage gennem vinteren, hvilket passer godt til dansk staldtradition.

Shorthorn er et grovfoderdyr, der effektivt omsætter græs, hø og ensilage til tilvækst. En afbalanceret foderplan bygger på grovfoder af god kvalitet med fri adgang til rent vand og mineraler. Kraftfoder som kornblandinger tilføres for at understøtte væksten hos ungdyr, malkningen hos køer og opfedningen af slagtedyr. Huld bør følges gennem hele året, så køerne hverken er for magre ved kælvning eller overforede.

Godbidder og tilskud

Giv en mineralslikkesten eller løs mineralblanding, der er tilpasset den lokale jord og det lokale grovfoder, med særligt fokus på kobber, selen og magnesium, hvor mangel er almindelig. Salt bør stå frit tilgængeligt. Enhver foderomlægning bør ske gradvist over en til to uger for at skåne vommen.

Shorthorn er en robust race med få racespecifikke problemer og en brugslevetid, der ofte når 12 til 15 år, mens avlskøer ofte er produktive gennem mange sæsoner. De fleste sundhedsproblemer er dem, kvæg generelt kan opleve, og de håndteres gennem god fodring, hygiejne og en fast sundhedsplan for besætningen. Lette kælvninger er en kendt styrke ved racen og fjerner en af de mere alvorlige risici ved kvæghold.

Forebyggende pleje

• Årligt dyrlægetjek af besætningens sundhed og en vaccinationsplan
• Rutinemæssig ormekur og parasitkontrol via afføringsprøver
• Regelmæssigt klovtjek og beskæring
• Huldvurdering på centrale tidspunkter i avlscyklussen
• Rent vand, tørre liggearealer og god udluftning i stalden

Shorthorn er en frugtbar race med ry for lette kælvninger og god moderomsorg. Kvier bedækkes som regel omkring 15 måneders alderen, så de kælver tæt på to-årsalderen, afhængigt af vækst og huld. Bedækning sker enten naturligt med en tyr eller ved kunstig insemination. Drægtigheden varer omkring ni måneder, og køerne bærer næsten altid en enkelt kalv.

Køerne kælver som regel uden hjælp takket være racens moderate kalvestørrelse og gode bækkenbygning. Nyfødte kalve bør die råmælk inden for de første timer af livet. Kalvene fravænnes typisk ved seks til otte måneders alderen. Racens rolige sind går videre til afkommet, og kalve, der opdrættes med jævnlig, rolig håndtering, bliver lette voksne dyr at omgås.